
Udredning
Vi tilbyder udredning af børne – og ungdomspsykiatriske lidelser i alderen 7-18 år. Et udredningsforløb består typisk af 5-6 samtaler og strækker sig over 3-4 uger.
​​
En udredning starter med en første konsultation af 90 minutters varighed, hvor barnet/den unge og forældre deltager.
Samtalen indeholder:
-Afdækning af de udfordringer, barnet/den unge og familien står med
-Afdækning af eventuelle hidtidige undersøgelser og behandlingsindsatser og effekten heraf
-Bred psykopatologisk screening
-Forventningsafstemning til udrednings- og/eller behandlingsforløbet.
Herefter vurderes behovet for psykiatrisk udredning, og der udarbejdes en udredningsplan, som vi gennemgår med jer.
Hvis der foreligger tidligere undersøgelser eller beskrivelser fra PPR, socialforvaltningen eller andre aktører, vil det være en hjælp, at dette medbringes til den første samtale. 
 
Et udredningsforløb planlægges individuelt og kan bestå af:
-Samtale med barnet/den unge inkl. lægeundersøgelse
-Gennemgang af barnets/den unges udviklingshistorie
-Diagnostiske interviews (f.eks. PSE, K-SADS, CY-BOCS, DIVA)
-Test af opmærksomhedsfunktion (T.O.V.A.)
-Specifik undersøgelse for autisme (ADOS)
-Spørgeskemaer (f.eks. ADHD-rs, BRIEF-2, SRS-2)
-Skoleudtalelse
-Gennemlæsning af tidligere beskrivelser og undersøgelser.
 
Det er en forudsætning for udredning, at barnet/den unge er eller bliver kognitivt testet. Dette kan gøres i samarbejde med PPR eller ved en privat psykolog. I klinikken samarbejder vi med erfarne psykologer, der kan inddrages til dette ved behov. 
 
Når udredningen er afsluttet, laves der sammenfatning og konklusion på konference med de behandlere, der har været involveret i udredningen, og der udarbejdes specifikke anbefalinger til støttetiltag og eventuelt forslag til behandling. Herefter gives der tilbagemelding til barnet/den unge og forældre herpå. Der udarbejdes en skriftlig erklæring, som kan bruges fremadrettet i PPR, skole og socialforvaltning.